Om mig

Jeg arbejder med træet fra det står i skoven, til det færdige unika.

Jeg skaber unika brugskunst i træ.

Min opvækst

Som søn af en tidligere skovarbejder har jeg fået kærligheden til træet i vuggegave.

Min far lærte mig tidligt at færdes i skoven. Vi har sammen brugt utallige timer der, hvor han lærte mig at kende forskel på træsorter, deres livscyklus og specifikke egenskaber. Han lærte mig at sætte pris på de skiftende årstider og de dufte der følger med. Vigtigst af alt lærte han mig at respektere naturen og vigtigheden af at arbejde med og ikke mod et levende materiale.

Det var min far magtpåliggende at lære mig fuglenes adfærd. Utallige er de ture hvor vi er draget til reservatet ved Fogense nær min nuværende bopæl for at tælle fugle. Den lærdom har jeg fortsat stor glæde af.

Min uddannelse

Jeg har siden uddannet mig til slagter og pølsemager. Selv om jeg i en længere årrække har arbejdet som sådan, har jeg bevaret kærligheden til træet. Jeg har altid arbejdet med træ inden for et utal af områder.

For at forbedre mine evner til at skabe unika brugskunst og få lært at holde rigtigt på værktøjet har jeg i en årrække taget kurser inden for trædrejning. Jeg opdaterer mig fortsat løbende via sparring med kollegaer og kurser bl.a. hos Per Sepstrup – www.kreativtraedrejning.dk.  Der går ikke en dag, uden at jeg er på værkstedet eller på jagt efter materialer!

En ny start

For nogle år siden fik jeg mulighed for at skifte branche og arbejdede som greenkeeper på HC Andersen Golf i Bogense, hvor jeg hver dag havde mulighed for at arbejde ude i naturen med udsigt over vådområdet Gyldensteen Strand.  www.visitnordfyn.dk/nordfyn/gyldensteenstrand. Jeg spiller golf og er bl.a. aktiv med humanitært arbejde  i Lions Bogense.

Nu arbejder jeg som selvstændig trædrejer på fuld tid.
Her arbejdes der med ombygning, sortering af træ, design og tegning af nye modeller og selvfølgelig det vigtigste, nemlig TRÆDREJNING.

Redaktionel omtale

Vi har haft besøg af et par studerende fra SDU og det er der kommet denne lille film ud af:
https://drive.google.com/file/d/1r-qAEjpapi1MpaT367iiJFRVsSCDCip4/view?usp=sharing

TV Lillebælt var forbi Huggetvej 55 i Bogense den 8.11.19:
https://tvlillebaelt.dk/2019/11/08/else-og-joern-deler-glaeden-ved-kunst/

Jysk Fynske Medier skrev den 3.4.19: 
http://www.e-pages.dk/ugeavisennordfyn/484/22

Kristeligt dagblad skrev den 27.7.18:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sans/traedrejning-er-taalmodige-sjaele